Sidste nyt

Sidste nyt

Nyt fra os

Kennel Eden RosePosted by Dorte Sørensen Sun, November 11, 2018 14:32:36
Nov. 2018

Ja, jeg må indrømme at jeg ikke er for flittig på denne side, hvilket bl.a. skyldes at et medie som Face Book er meget hurtigere at arbejde på; men det skal der ændres på - jeg vil prøve at skrive mere på denne side.

2018 - et svært år mere for os opdrættere. Dansk gravhundeklub og Dansk Kennel klub har lavet en restriktion for vores hanhunde, hvilke betyder at det nærmest er umuligt at avle på vores hunde. Vi ser konsekvenserne i år af restriktionen i form af, at der bliver født langt færre hvalpe og at der er færre der stiller op på udstillinger og i udvalgene. En stor sorg for os der holder så meget af racen og som ønsker at arbejde målrettet med et avlsprogram, som skulle forbedre racen, men nu oplever vi bare at intet har nogen betydning udover gravhundenes indextal. Det fortæller ikke noget om deres temperament, jagtevner, anatomi osv, men vi har endnu ikke kunnet overbevise DKK om, at de er helt på vildspor i deres disposition. Det er så trist.

For os betyder det at der ikke må avles på Bastian i DK, at vi ikke deltager på DGK eller DKK udstillinger, og at vi ikke deltager i DGK udvalgene. Ganske forfærdeligt, når vi brænder for racen. I stedet bruger vi tid på fælles gåture, besøg i hundeskoven og lidt udstilling i Tyskland.

Evia blev i marts parret med Skipper fra Kennel Markvangen. Det gav 5 smukke hvalpe d. 6.5.18. En skøn tid fulgte og efter 9-13 uger var alle 5 flyttet hjemmefra. Jeg har stadig tæt kontakt med alle 5 familier og det gør afskeden lidt nemmere.
Sidste kuld for Evia, da hun nu har fået 2 kejsersnit og jeg ønsker ikke at tage chancen for, om hun klarer endnu et kejsersnit.

Bastian har lavet et dejligt kuld hvalpe i Holland. Vi ventede længe på at tæven skulle komme i løbetid, og hun blev parret samme tid som Evia. Havanna fik 7 smukke hvalpe d. 8.5.2018 og det var skønt at følge med på sidelinjen. Da de var 7 uger, kørte Mikkel og jeg på besøg dernede og det var skønne, skønne hvalpe vi så. Jeg har stadig tæt kontakt med opdrætteren, ligesom jeg har kontakt med en af de nye ejere. Det betyder at jeg får gode meldinger og masser af smukke billeder.

Tilde er nu blevet 13,5 år og hun bliver gammel. Det er der ikke noget at sige til. Hun fik sidst på året i 2017 en lille hjerneblødning, men kom sig fuldstændigt igen efter kort tid. Men hun ser lidt mindre på det ene øje, ligesom hun er blevet lidt langsommere når vi går tur. Hun elsker at være i hundeskoven og hun går stadig friskt på fært. Tilde bliver hos os lige så længe hun har det godt og det har hun forhåbentligt i lang tid endnu.

Rose er blevet veteran - 8 år - og nyder livet hos os som dronning. Hun begynder så småt at overtage rollen som overhund, men jeg holder hende lidt nede i det, da det er Tilde som er overhund. Rose er sød ved alle, skønt hun skælder ud på de andre ind imellem.

Klara bor stadig hos Diva, Ulla og Dorthe og har et dejligt liv hos dem. Hundene i den familie er fuldstændigt i højsædet og alt drejer sig om deres trivsel. Klara kommer stadig tit hos os. Hun ligger i min sofa - gerne på ryglænet - og jeg tror, hun nyder at være her, men hun er ikke i tvivl om, hvilken familie hun hører til - hun går glad med, når de skal hjem igen. Mine andre hunde er glade for at se Klara og Diva og det er gensidigt.

Så er der snart gået et år mere og det er spændende hvad det nye år bringer. Jeg håber at DGK og DKK besinder sig og ændrer den restriktion som ødelægger vores race, så vi igen kan komme til at avle sunde, glade, dygtige, og smukke gravhunde.


  • Comments(0)//blog.edenrose.dk/#post186